Opskrifter og Historier

Bemærk opskrifterne er ikke fra bogen men mine egne.

Salt og krydr din mad med måde

Det er lettere at tilføje end at fjerne salt.

En gang var hele troppen på sommerlejr i Sverige.
For at spare på bagagen og fordi mad dengang var dyrt i Sverige, havde vi besluttet at hele troppen skulle have fælles køkken og alle skulle skiftes til at have køkkentjeneste.

En dag blev Per sat til at koge ris til ca. 40 personer. Det er en stor portion – faktisk 2 store spejdergryder fulde. Så hvor meget salt skal der så tilsættes?

Jeg kan oplyse at et spejderkrus per gryde er for meget.
Med 14 km til den nærmeste købmand var der en stor flok spejdere som gik lidt sultne i seng.

I Spejderkogebogen bruges ris kun til grød, risalamande, og klatkager. Da Spejderkogebogen udkom i 1942 spiste man i Danmark ikke ris eller pasta til middagsretter, kun kartofler, brød og grød. ( I Spejderkogebogen er der kun en opskrift som bruger spagetti.)

Kogning af ris:
Per person ca.
1 kop ris (1,2 dl)
2 kopper vand
¼ tsk salt

Vandet bringes i kog. Ris og salt tilsættes. Og det hele bringes i kog igen.
Gryden stilles derefter i høkasse i 15-20 minutter.

Der skal da løg i frikadeller!

Da jeg sidder og bladrer i min spejderkogebog opdager jeg en tilføjelse som jeg har gjort til frikadelle-opskiften i min spejderkogebog: + 1 stort løg og 2 æg

Opskrift:
Frikadeller til 10 personer:
1,2 kg hakket svinekød
1 stort løg
2 æg
1 tsk salt
¼ tsk Peber
2 dl rasp eller mel.
Margarine til stegning
(nybegyndere i stegning over bål kan med fordel bruge ½ margarine og ½ friture olie, da høje temperaturer kan få margarinen til at branke og dette giver brændt smag til frikadellerne.)

Løget rives på et rivejern eller hakkes med en kniv
Bland alle ingredienserne
Smelt og varm fedtstoffet på panden.
Tag panden af medens du former og placerer frikadellerne på panden.
Steges ved jævn varme 5-6 minutter på hver side – eller som der står i Spejderkogebogen: ”Steges på begge sider til nok”

Låsby-bondens frikadeller

De bedste frikadeller jeg nogensinde har smagt på en spejdertur, var hos en lille bondegård udenfor Låsby mellem Aarhus og Silkeborg. Vi havde været inde og spørge om vi måtte slå telt op på gårdens jord for et par dage – og det fik vi naturligvis lov til.

Om aftnen kom bonden ned til vores telt og spurgte om vi ville ha noget at spise for de havde slagtet gris og nu havde han lavet frikadeller. Det kan man ikke sige nej til, så der sad vi 4 drenge i vores telt med et stort fad nystegte frikadeller og guffede løs.

Pandekager på den gode måde

Hvis der er noget som kan vække jubel hos enhver spejder så er det, hvis man som lejrkok giver pandekager. Pandekager er bedre end slik og anden kage – og så er det billigt at lave.

Her får du min pandekageopskrift – den fråser lidt med æggene og bruger tropslederens go’nat bajer, men det er hurtigt glemt når pandekagerne serveres.

(billedet er fra Egemosens påskekursus 2008)

Opskrift:
pandekager
1 flaske hvidtøl
1 liter mælk
6 æg
2 tsk salt
700 g mel

Margarine til stegning.

Rør ingredienserne sammen til en jævn, letflydende dej. Juster evt. med lidt vand så dejen kan nå at løbe rundt på stegepanden – uden at pandekagerne bliver for tykke.

Pandekager serveres med kompot eller syltetøj.

Send spejderne ud og plukke bær eller frugt til pandekagerne.

Frugt skrælles og skæres i småtern.
Kog kompot eller syltetøj
1/4 sukker + 3/4 bær + lidt vand (kun så frugten ikke brænder på når den koges)
Kogetid:
Æbler, pærer: 10 -15 minutter
Rabarber: 5 minutter (husk ”Nonoxal” – Calciumclorid, så rabarberne ikke spiser tænderne)
Blåbær, brombær, hyldebær, hindbær, jordbær: 2- 3 minutter

Man kan godt blande frugt.
Æbler og pærer er gode til at ”tykne” syltetøjet.

Jordbær med Kopattesaft

Da min gruppe skulle på korpslejr sommeren 1974, tog vi toget til Viborg og i ugen op mod korpslejren gik vi så mod Hvalpsund.

I Vester Bølle havde vi fået lov til at slå telt op hos en bonde, som var så stolt over at vi ville bo hos ham, at vi absolut skulle slå teltet op i forhaven, så alle kunne se at han havde gæster.

Dagen efter blev vi inviteret over til bondens mor og far til friske jordbær fra haven med frisk mælk fra stalden.

Vi takkede ja til indbydelsen og spurgte så hvor vi skulle gå hen, men vi skulle ikke gå nogen steder for han ville køre os.

Så skoene blev pudset, uniformsskjorten blev fundet frem og så blev vi 5 spejdere i stiveste uniform stoppet ind i hans folkevogn. Derpå kørte vi 200 m ned ad hovedgaden i Vester Bølle til bondens mor og far, som havde dækket op i stadsestuen med det fine porcelæn.

Og så blev der ellers serveret alle de jordbær vi kunne proppe i os.

One Reply to “Opskrifter og Historier”

  1. Hej 🙂

    Jeg faldt over jeres side med opskrifter:

    Jeg arbejder for at få flere forældre til at lave aktive naturaktiviteter for deres børn.

    Jeg har i den forbindelse lavet et indlæg med en spejderopskrift på snobrød:

    https://www.naturhandel.dk/snobroedsdej-spejder-opskrift/

    Jeg tænkte på om i havde lyst til at linke til det fra jeres oversigt?

    Hvis i har tilføjelser / Rettelser til indlægget, hører jeg ligeledes gerne fra jer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.