Hanne M K Hueg, gruppeleder:
“Robert Baden-Powell blev født den 22. februar 1857 i England” – disse ord er blevet fortalt mange små ulveunger (og senere blåmejser) i Rønne Flok siden Rønne Gruppes start i 1913!
Resten af historien om Baden-Powell – eller “Bademesteren” kender vi også – “kostskole og hemmelige bål i skoven” har vakt jubel! – “officer i Indien og spionridt” – gys! – “Mafeking, den belejrede by og drenge som ordonnanser” – spændende! Og det var jo netop i Sydafrika, at B-P begyndte at udtænke “spejderideen.”
Følgende er direkte hugget fra “Spejderliv” (1980):
“Hans tanker beskæftigede sig med planer om, hvordan drenge kunne opdrages. Hans planer tog mere og mere form som noget stort.
I juli 1907 ankom B-P sammen med 20 drenge til Poole Harbour på den engelske sydkyst. Herfra blev de sejlet over til Brownsea Island for at prøve at ligge i lejr.
Ved lejrbålene om aftenen fortalte B-P om sine oplevelser i fremmede verdensdele, og næste dag prøvede drengene gennem øvelser og lege noget af det, de havde hørt ved lejr-ilden. De 20 drenge havde en spændende oplevelse.Lejren på Brownsea Island var forbi. Den havde været en stor succes, og B-P var overbevist om, at han inde på noget af det rigtige!”
I de følgende måneder så man ofte B-P på vej op til den gamle vindmølle på Wimbledon Common uden for London. Her arbejdede ham i fred og ro på at skrive om sin nye plan. Det blev til bogen “Scouting for Boys.” I januar 1908 begyndte den at udkomme i form af hæfter, èt hver 14.dag.
Spejdersporten fængede som en gnist i en krudttønde. Her var noget for en drengefantasi. Inden længe skød patruljer op rundt i landet. Når hæfterne om “Scouting” kom på gaden, blev de revet væk. Drengene afprøvede ideerne fra B-P i deres leg på gaden, og mange voksne blev så interesserede, at de meldte sig som ledere. Der opstod spejdertroppe i skoler og klubber rundt omkring.”